Man siger jo at stjålne stiklinger bliver bedst. Det måtte jo afprøves.
Min nabo har en Liden Singrøn – Vinca Minor – i sit bed lige op til plankeværket i skellet. Planten har stor udlængsel og sender meterlange udløbere afsted. En af dem fandt vej ind til min terrasse.
Jeg proppede en udløber ned i en potte og ventede nogle måneder. En dag havde udløberen slået rod.
Jeg havde tænkt mig at plante den i mit forhavebed, hvor ingen planter rigtig vil trives, ser det ud til. Undtaget valmuerne, selvfølgelig!
Liden Singrøn kaldes ofte for Vintergrøn. Det er navn er unægteligt nemmere at huske, for den er faktisk grøn hele året, men Vintergrøn er en helt anden plante.
Man bruger planten som bunddække i bede, hvor den kan være ganske effektiv, så den bør bruges med omtanke. Det skulle dog være muligt at dyrke den som enkelt plante, så det er min plan. Jeg har set eksempler på bede hvor Vinca har taget herredømmet og det er jo selvfølgelig et bed der er nemt at passe – ukrudt har ikke en chance. Det har andre planter heller ikke!
Jeg synes planter er pænere end bar jord og hakkejernet bliver lige nu brugt til noget andet….