Et lille causeri om kunstig intelligens, overvejende positivt. De mørke sider vender jeg tilbage til. 

Tråde mellem teknologi og hænder

Når jeg væver, strikker, hækler eller broderer, mærker jeg roen i rytmen. Tråden, der strammes. Mønstret, der vokser frem – én beslutning ad gangen. Farver, struktur, tekstur. Der er noget dybt menneskeligt i håndværket. Det tager tid. Det kræver nærvær. Og det giver noget tilbage.

Så hvad har kunstig intelligens med det at gøre?

Mere end jeg troede.

Jeg begyndte på et AI-kursus hos Bigum & Co med en vis skepsis. Jeg havde svært ved at se forbindelsen mellem algoritmer og intuition, mellem kode og kærlighed til det sanselige. Men langsomt gik det op for mig, at der er en forbindelse. At teknologi – brugt med omtanke – kan være med til at forstærke, ikke erstatte.

På kurset lærte jeg at forstå, hvordan AI kan støtte vores arbejde. Ikke som en erstatning for kreativitet, men som en medspiller. Et værktøj, der kan give os tid. Skærpe vores blik. Åbne nye muligheder.

Det minder faktisk lidt om vævningen. Lag på lag. Struktur og system – men altid med plads til det levende. Den lille afvigelse. Den bevidste beslutning.

AI og vævning. To vidt forskellige verdener. Og alligevel – ikke så langt fra hinanden.

Det handler i sidste ende om det samme: at skabe noget, der giver mening. Noget, man kan mærke. Noget, der har form og tanke og tilstedeværelse.

Jeg tror ikke, teknologien kommer til at tage mine hænder fra mig. Tværtimod. Den hjælper mig med at bruge dem endnu bedre.