Esrum sø er Danmarks næststørste sø og den med mest vand i. I mine øjne er det også den smukkeste, som den ligger der, som en perle i kanten af Gribskov.
Skoven inviterer til vederkvægende vandreture året rundt. Scenerierne skifter med årstiden og søen er stor nok til at skifte udtryk efter sæson og vejrlig, med havblik (søblik?), isformationer og bølger med hvide toppe.

Man kan ligge under de store bøgetræer og kigge op på himlen, hvor sollyset bliver filtreret gennem trækronerne.

Fra badebroen kan man dyppe tæerne i søens klare vand, eller springe i og tage en svømmetur. Temperaturen kan komme op over 20C i juli og august.